Baggrund

Hvis man ikke ønsker populisme, skal man lade være med at provokere folk. Hvis man virkelig ikke ønsker populisme, skal man virkelig lade være med at provokere folk

Jeg er formentlig ikke den eneste, der betragter en verden, der synes at have bevæget sig ind i en nedadgående og destruktiv spiral.

Min grundlæggende tese er, at de, der har skabt problemerne, ikke har løsningerne samt at de, der stiller de rigtige spørgsmål, heller ikke har løsningerne. Alligevel er problemerne relativt nemme at identificere, og løsningerne er forholdsvis entydige.

Der er nul sandsynlighed for, at det nuværende etablissement kommer til at løse problemerne. Der er kun lille sandsynlighed for, at de forskellige alternativer, der vokser frem, kommer til at løse problemerne. Men når man skal vælge imellem nul sandsynlighed og lille sandsynlighed, så er man logisk nødt til at vælge det sidste.

Det står også tindrende klart, at fortsat opretholdelse af diverse internationale aftaler mere og mere står i eklatant modsætning til det mandat, politikerne har fået af vælgerne. Når noget ikke kan fortsætte, så gør det det ikke. Det punkt er nu nået.

Med andre ord: Jeg er ikke optimist.

Mit verdensbillede er formet mere af Huntington end af Fukuyama, men jeg afviser i stigende grad at blive indplaceret politisk. Højre/venstre-skalaen er afgået ved døden, men vi mangler endnu, at det politiske system kommer til den erkendelse.

Jeg er dermed politisk hjemløs. De liberale er ikke længere liberale. De konservative taler om generationskontrakten, men overholder den ikke. Socialdemokrater og venstreorienterede har glemt deres rødder og kæmper de forkerte identitets- og fordelingspolitiske kampe. Der er ikke længere noget sted at gå hen.

Denne blog er et forsøg på at imødegå min egen apati.

Advertisements