Vi kommer ikke udenom at tale om euroen

euro-1431347_960_720

Noget af det, der slår en med størst forbløffelse, er det næsten totale fravær i den offentlige debat af en seriøs diskussion af de tekniske aspekter af euroen. Dette er især tankevækkende, fordi intet udgør en større trussel mod den verden, vi kender. Valget af Trump eller den potentielle trussel fra Rusland, som mange ser med meget stor bekymring på, er for intet at regne i forhold til truslen fra et kollaps af euroen. Et sådant kollaps forekommer i stigende grad ganske tænkeligt.

En smule baggrund: Jeg stemte selv ‘Ja’ til euroafstemningen i år 2000, men har siden med forfærdelse måttet erkende, hvor heldigt det var, at flertallet ville noget andet. Det er dermed forhåbentlig klart, at jeg ikke er principiel EU-modstander, men jeg erkender samtidig åbent, at jeg igennem årene i stigende grad er blevet skeptiker. Det er der gode grunde til, og jeg vil her forsøge at forklare nogle af dem.

Det er derfor også vigtigt for mig forlods at gøre opmærksom på, at jeg i det nedenstående forsøger at afstå fra at udtrykke en politisk holdning. Problemet er af teknisk karakter, og dette burde kunne anerkendes, uanset hvilken politisk “side” man befinder sig på. Det er nok et naivt håb, men nu har jeg i hvert fald på forhånd forsøgt at spille med åbne kort.

Hvad er en valuta overhovedet?
Hvor skal man næsten begynde henne? Enhver valuta er på sin vis en form for valutaunion. Som regel falder den sammen med en nationalstat. Men inden for selv en nationalstat vil der være områder, der er økonomisk stærke og områder, der er økonomisk svage. Dette er afgørende at forstå, fordi det automatisk medfører overførsler fra stærke til svage områder. Overførslerne kalder vi skatter og afgifter. Disse betror vi primært stat og kommune, som så omfordeler. Hvert fjerde år udtrykker vi vores tilfredshed eller mangel på samme med dette samt en hel del andre ting. Det kaldes valg.

Danmark som eksempel
Danmark er et meget simpelt eksempel, så lad os begynde der. Hvis vi antager en ekstrem situation, hvor en hel kommune af en eller anden grund komplet ophørte med at have nogen form for produktion, så ville det selvsagt have store konsekvenser, men det ville ikke medføre et kollaps. Offentligt ansatte ville fortsat modtage deres løn; andelen på overførselsindkomst ville stige dramatisk; og der ville hurtigt ske en optrapning af den kommunale udligningsordning, således at en stor grad af kompensation ville træde i kraft.

Dette er ligefremt og er allerede i meget mindre målestok tingenes tilstand (mindre ekstremt end eksemplet). Lolland-Falster (jeg undskylder på forhånd til lollikker og falstringer for at bruge jer som eksempel) ligesom mange øvrige dele af landet modtager direkte og indirekte udligninger. Vi udligner, fordi vi gerne vil have et sammenhængende samfund uden alt for store forskelle. Grafisk ser omfordelingen i Danmark således ud – de to store bidragydere er staten og andre kommuner:

En gennemsnitskommune er således ca. 75% selvfinansieret, mens resten kommer i form af forskellige udligninger. Bemærk, at dette er et gennemsnit, der naturligvis dækker over meget store forskelle kommunerne imellem.

USA som et andet eksempel
USA er et eksempel i den anden ende af skalaen. Landet er en føderation, og her sker udligningen derfor på føderalt niveau fra Washington til de enkelte delstater. Beløbene, vi taler om, er meget store, både relativt og absolut. Alt efter opgørelsesmetode går mellem halvdelen og op imod to tredjedele af det føderale budget til såkaldte transfer payments (det kan være ting som sygeforsikring i form af Medicare eller overførselsindkomster i form af social security). De fleste enkelte staters økonomi ville ganske enkelt kollapse uden dette system.

I en stat som Mississippi udgør udligninger (federal spending) 32% af statens samlede BNP. I de fleste stater er tallet 15-30%:

Euroens fejlkonstruktion
Og hvad har alt dette så med euroen at gøre? Selve forudsætningen for en valuta (union eller ej) er udligninger. Med mindre, naturligvis, at man enten:

  1. Er komplet ligeglad med periferien.
  2. Kun forventer opgangstider og ikke kan forestille sig nedgangstider.

EU lider delvis af nummer et (selvom man siger noget andet, men nationale interesser trumfer stadig idealisme) og i meget høj grad af nummer to, hvilket blev brutalt blotlagt med finanskrisen fra og med 2008.

Når det kommer til vedtagelsen af euroen, så er det faktisk et af de områder, hvor den gængse opfattelse er helt korrekt: Euroen var og er et politisk projekt. Misèren kan føres tilbage til Maastricht-traktaten. I 1992 satte man dermed en bevægelse i gang, der nu truer med at destabilisere hele EU. Der kan i dag næppe være nogen tvivl om, at man spændte vognen foran hesten i den overbevisning, at en politisk union af føderal karakter ville følge en valutaunion af teknisk karakter. Det kom til at gå anderledes.

Det er kompliceret stof, og derfor kan det være på sin plads at lade en anerkendt økonom komme til orde. Wynne Godley skrev helt tilbage i 1992 følgende i sit brilliante essay Maastricht and All That, som ikke kan anbefales nok til enhver, der ønsker at forstå, hvordan vi er kommet til randen af den afgrund, hvor vi nu står:

The central idea of the Maastricht Treaty is that the EC countries should move towards an economic and monetary union, with a single currency managed by an independent central bank. But how is the rest of economic policy to be run? As the treaty proposes no new institutions other than a European bank, its sponsors must suppose that nothing more is needed. But this could only be correct if modern economies were self-adjusting systems that didn’t need any management at all.

I am driven to the conclusion that such a view – that economies are self-righting organisms which never under any circumstances need management at all – did indeed determine the way in which the Maastricht Treaty was framed. It is a crude and extreme version of the view which for some time now has constituted Europe’s conventional wisdom (though not that of the US or Japan) that governments are unable, and therefore should not try, to achieve any of the traditional goals of economic policy, such as growth and full employment.

It needs to be emphasised at the start that the establishment of a single currency in the EC would indeed bring to an end the sovereignty of its component nations and their power to take independent action on major issues.

If a country gives up or loses this power, it acquires the status of a local authority or colony. Local authorities and regions obviously cannot devalue. But they also lose the power to finance deficits through money creation while other methods of raising finance are subject to central regulation. Nor can they change interest rates. As local authorities possess none of the instruments of macro-economic policy, their political choice is confined to relatively minor matters of emphasis – a bit more education here, a bit less infrastructure there.


I recite all this to suggest, not that sovereignty should not be given up in the noble cause of European integration, but that if all these functions are renounced by individual governments they simply have to be taken on by some other authority. The incredible lacuna in the Maastricht programme is that, while it contains a blueprint for the establishment and modus operandi of an independent central bank, there is no blueprint whatever of the analogue, in Community terms, of a central government. Yet there would simply have to be a system of institutions which fulfils all those functions at a Community level which are at present exercised by the central governments of individual member countries.

Til eventuelle tvivlere er det vigtigt at gøre det klart, at ovenstående bekræftes i Den Europæiske Centralbanks primære mandat, som er prisstabilitet. Dette står i stærk kontrast til USA’s ‘Centralbank, Federal Reserve, der som sit primære mandat har maksimal beskæftigelse.

Hvis man skal forsøge at sige det meget kort, så har EU dermed fået bundet en knude, som man får meget svært ved at løse op igen. Det er nok snarere sandsynligt, at den bliver hugget over med meget store konsekvenser til følge. Hvad er problemet? Problemet er i al sin enkelhed:

  • Det eneste, der kan få euroen til at fungere, er en føderal konstruktion med et stærkt element af udligning. Dette er ikke politisk muligt.
  • Det politisk mulige–som er det, vi har været vidner til siden 2008–vil aldrig kunne løse det iboende problem. Fundamentet er fejlkonstrueret, men man forsøger at reparere det ved at lappe lidt på taget.

Hvad betyder alt dette i praksis?
Indtil videre er alt dette teori, og mange vil måske skeptisk spørge: Fint, men hvor er beviserne? Nuvel, bortset fra Grækenlands kollaps, et nær-sammenbrud af det politiske system i Portugal samt et Italien, der ikke har oplevet økonomisk vækst siden indførelsen af euroen, plus en union, hvor ungdomsarbejdsløsheden er i færd med at skabe en fortabt generation, så er den bedste illustration at kigge nærmere på Tyskland. Der er to måder at illustrere det på, grafisk og via ord. Først det grafiske:

Konsekvensen af indførelsen af euroen i år 2000 var en nærmest øjeblikkelig eksplosion i Tysklands handelsoverskud. Grunden er den simple, at en meget stærk økonomi i en valutaunion med en række langt svagere økonomier uvægerligt fører til, at den stærke økonomis “valuta” (eller i dette tilfælde: del af den fælles valuta) bliver undervurderet. Det omvendte er naturligvis også tilfældet: Svagere økonomiers valuta bliver overvurderet relativt set i forhold til den stærke økonomi. Eftersom Tyskland producerer efterspurgte produkter af meget høj kvalitet, opnås en konkurrencefordel, der sker på bekostning af de øvrige svagere økonomier i valutaunionen. Dette er helt mekanisk og burde være en ukontroversiel betragtning. Det er en truisme.

Dette var allerede slemt nok, men da finanskrisen holdt sit indtog på scenen i 2008, viste der sig hurtigt en anden side af mønten, der gjorde denne mekanisme helt transparent for enhver, der stadig måtte være i benægtelse:

germany-trade-balance

Vi ser her, hvorledes øvrige EU-lande pludselig ikke længere har råd til at købe Tysklands eksportvarer. Samtidig holdt Tyskland pga. en meget restriktiv finanspolitik igen med at købe varer fra øvrige EU-lande, der således ikke fik lettet presset i forhold til deres økonomiske sammenbrud. Resultatet var en kraftig forværring af Den Store Recession, hvis dønninger vi endnu ikke er kommet ud af. Lidt firkantet sagt kan man sige, at årene 2000-2008 gav et lånefinansieret boom (hjulpet på vej af kunstigt lave renter i mange svagere økonomier efter euroens indførelse), og da det blev tydeligt, at pengene ikke blot var sluppet op, men at de også skulle betales tilbage, var det primært resten af verden, der havde råd til Tysklands (valutamæssigt undervurderede) produkter. Krybben var pludselig tom, og der var nu kun tilbage at vente på, at hestene ville begynde at bides. Man kom ikke til at vente længe.

En anden indgangsvinkel til samme problemstilling kommer fra IMF. I en rapport fra juni 2016 (https://www.imf.org/external/pubs/ft/scr/2016/cr16202.pdf) skriver IMF specifikt om Tyskland:

“The REER [real effective exchange rate] in 2015 is assessed as undervalued by 10–20 percent, up from 5–15 percent in 2014.”

Samtidig, påpeger IMF, er euroen i de svagere økonomier i eurozonen generelt overvurderet med 5-10%, således at Tyskland har en konkurrencefordel ift. disse lande, der typisk overstiger 20%. Tyskland fører reelt–måske uden egentlig at ville det–økonomisk krig imod sine eurofæller. Og det er en krig, de er i færd med at vinde.

Dette har nogle meget markante afledte konsekvenser, uanset om de er tilsigtede eller ej. Da de svagere økonomier ikke længere kan devaluere, og da der er meget strikse EU-regler for budgetunderskud, er der reelt kun to muligheder tilbage:

  1. Såkaldt ‘intern devaluering’. Det betyder nedskæringspolitik (austerity), fordi konkurrencekraften skal genskabes. Den eneste måde, hvorpå det kan gøres, er ved reducerede lønninger eller øget produktivitet. Det betyder i praksis reducerede lønninger, hvilket kræver høj arbejdsløshed.
  2. Euro-exit.

Massearbejdsløshed bliver dermed en tvingende nødvendig konsekvens af en systemisk fejl i konstruktionen. Set fra et EU-perspektiv, uanset at det ikke er en bevidst strategi, er massearbejdsløshed i den svage del af eurozonen ikke en del af problemet; det er en del af løsningen. Og det er da netop også, hvad vi ser:

unemployment

Når det kommer til ungdomsarbejdsløshed, er situationen mange steder nærmest katastrofal:

youth-unemployment

Strukturelle reformer
Kritikere af alt ovenstående vil her indvende, at alt dette jo netop skyldes, at disse lande stædigt nægter at foretage de nødvendige strukturelle reformer for dermed at bringe deres økonomier i orden. Der er en grad af sandhed i det argument. Problemet med det er, at det er et meget udemokratisk argument. I praksis betyder det, at økonomisk politik skal dikteres fra Bruxelles (via Berlin).

Faktisk er hele pointen med dette indlæg, at det er netop, hvad der skal til. Det har politikerne blot ikke mandat til. Desuden er en sådan løsning en quid pro quo: Det kræver samtidig en fiscal transfer union (altså stærk økonomisk udligning imellem landene), hvilket ville indebære store overførsler fra nord (især fra Tyskland) til syd – noget som de tyske vælgere er så stærke modstandere af, at det er politisk utænkeligt i al overskuelig fremtid.

Derfor ville en gangbar løsning kræve en knægtelse af demokratiet både i de svage økonomier, men også i de stærke.

For den lidenskabsløse iagttager er der tre fremtidsscenarier:

  1. En decideret føderation, inklusive hvad angår finanspolitik. Det kommer ikke til at ske, i hvert fald ikke uden euro-exit for en række lande.
  2. En afmontering af euroen og en tilbagevenden til nationale valutaer. Dette kommer ikke til at ske frivilligt, fordi der er for megen politisk kapital og prestige investeret i projektet. Desuden vil en sådan tilbagerulning formentlig forårsage alle finanskrisers moder.
  3. En ‘extend and pretend‘ som mere eller mindre vil være en fortsættelse af den nuværende strudsepolitik. Resultatet vil være stigende gensidige beskyldninger EU-landene imellem samt stigende mangel på overholdelse af de vedtagne fælles regler (Frankrig er allerede et godt eksempel herpå). Det vil bringe EU fra at have været et fredens projekt til at blive et ufredens projekt – noget vi allerede nærmer os hastigt.

Et forsigtigt gæt kunne lyde, at nummer tre med tiden vil afstedkomme nummer to. Dog tror jeg samtidig ikke, man skal undervurdere, hvor længe man politisk vil være villig og i stand til at holde den synkende skude sødygtig, mens den tager vand ind. På et eller andet tidspunkt vil de politiske pumper dog pumpe mindre vand ud, end skibet tager ind. Hvor lang tid, der går, inden det sker, er meget svært at sige, fordi det også afhænger af udfaldet af nationale valg i årene, der kommer. Hvis Marine Le Pen vinder i Frankrig i maj i år, så kommer udviklingen til at gå meget stærkt.

Trickspørgsmål: Hvad kommer der til at ske, næste gang Europa som helhed bliver ramt af en svær recession med euroens uløste (og uløselige) problemer?

Problemet er vælgerne. De har stadig stemmeret, og eftersom flere og flere bliver klar over den gordiske knude, der er tale om, så vil nationalstaten og nationale interesser komme til at overtrumfe overnationale aftaler, som har fejlet eklatant. Flere og flere vil tænke: “Du godeste, havde de virkelig ingen som helst anelse om, hvad de foretog sig?”

Og sandheden er: Nej, det havde de rent faktisk ikke.

Advertisements

3 thoughts on “Vi kommer ikke udenom at tale om euroen

  1. Pingback: Jean-Claude Juncker kommer ved en fejl til at sige noget klogt | How did we get here?

  2. Tak for et interessant og også uhyggeligt indlæg om euroen og dens fremtid eller mangel på samme.
    Som jeg forstår dit indlæg så er det ikke muligt for euroen at overleve, spørgsmålet er således ikke om euroen bryder sammen, men mere hvornår.
    I disse tider hvor nationalismen vinder frem i alle vestlige lande kunne noget tyde på at sammenbruddet er relativt nært forestående, mere magt til EU og institutionerne kommer næppe på tale.
    Hvordan forestiller du dig sammenbruddet vil forløbe, vil det være et af de store lande, som “melder sig ud” eller vil det være den totale nedsmeltning på en gang? Vil alle de tidligere eurolande få egne nationale valutaer tilbage eller kan man forstille sigde stærkeste lande danner en slags euro 2.0? Igen mange tak for en spændende blog.

    Like

    • Tak for din kommentar med nogle svære spørgsmål. Jeg kan naturligvis ligesom alle andre kun gisne. Faktisk mener jeg, at alle de scenarier, du nævner, er realistiske. Hvis jeg skal komme med mit eget spekulative bud (og det er svært, fordi der er så mange bevægelige dele, der kan trække i mange retninger), så vil jeg gætte på en slags “afskalning”, hvor svagere eurolande forlader samarbejdet, og hvor der kommer en slags euro 2.0 med kernelandene Tyskland, Frankrig, Benelux plus nogle enkelte øvrige.

      Som du selv skriver, og hvilket jeg er meget enig i: “mere magt til EU og institutionerne kommer næppe på tale”. Derfor tror jeg, at en levedygtig euro kun kan bestå af lande, der ikke vil have behov for udligning, hvilket igen vil sige stærke, modne økonomier. Jeg kan desuden sagtens forestille mig en sekundær gruppe af lande–f.eks. de baltiske lande–der ville hægte sig på en sådan konstruktion vel vidende, at de dermed reelt opgiver deres suverænitet, og at alle væsentlige beslutninger dermed træffes et andet sted. Så længe en sådan politik har bred folkelig opbakning, ser jeg ikke som sådan noget til hinder for en sådan model.

      To yderligere pointer. Det slår mig til stadighed med forbavselse, som jeg også indleder med at sige i indlægget, at vi ikke for alvor diskuterer disse ting. Der er ikke tale om konspirationsteorier eller ekstreme synspunkter. F.eks har de to nobelprisvindere Joseph Stiglitz og Paul Krugman sagt disse ting i mange år. Men fordi meget af kritikken er kommet fra amerikanere, har europæerne affejet det med, at det var et mere eller mindre skjult ønske om, at projektet skulle fejle. Stiglitz udgav sidste år bogen: “The Euro: How a Common Currency Threatens the Future of Europe”. Her argumenterer han netop for en slags euro 2.0, og han forudsiger blandt andet, at Italien ikke er at finde i euroen om få år – i hvert fald ikke i dens nuværende form. Han har blandt andet udtalt: “”There will still be a euro zone in 10 years, but the question is, what will it look like? It’s very unlikely that it will still have 19 members. It’s difficult to say who will still belong”.

      Den sidste pointe, jeg vil komme med, er den simple, at snarere end at forudsige et konkret scenarie, der kommer til at udspille sig, så afhænger næsten alt for mig at se af, om det bliver en kontrolleret eller ukontrolleret proces – altså af, om store ændringer kommer som resultat af en krise, eller om det sker via velforberedte politiske beslutningsprocesser. Eftersom EU typisk drives frem af kriser, kan man godt tillade sig at være pessimistisk.

      Hvis jeg skal blive meget konkret, så gætter jeg på, at “etablissementet” vil overleve den kommende valgrunde med nogle store skrammer, men at de så vil blive skyllet ud af stærke populistiske kræfter i valgrunden efter den – altså om 4-5 år. Hvis det kommer til at falde sammen med en større økonomisk krise (recession), så kan det komme helt ud af kontrol. Hvis en større økonomisk krise kommer før, så vil processen blive fremskyndet.

      Like

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s